Skævinge Kirke
Velkommen til Skævinge Kirke
Kirken ligger smukt på en lav banke i centrum af den hastigt voksende stationsby. Kirken omkranses af kirkegården, som støder op til præstegårdshaven og den smukke stråtækte og fredede præstegård. Denne centrale placering i byen fastholder landsbypræget i den moderne byudvikling.
Den romanske kirkes skib og kor kan dateres tilbage til begyndelsen af 1100-tallet. Våbenhuset i syd tilbyggedes 1500-1550. Den middelalderlige forlængelse af skibet mod vest afsluttedes i 1614 med et tårn ovenover. 1758 lod sognepræsten opføre et privat gravkapel på korets nordside. 1839 afstod arvingerne gravkapellet og det blev indrettet som sakristi. Hertil er ikke offentlig adgang.
Ligkapellet vest for kirken skænkedes af en privat i 1901.
1935 blev den østre del af nordvæggen nedrevet og skibet udvidedes med en større korsarm. Samtidig blev korbuen gjort bredere. 1952 befriedes lofterne for gipsen påført i 1821-27, så bjælker og loftsbrædder blev synlige. 1952 og i 1964 fandtes levn efter en formentlig oprindelig trækirke på stedet.
Kirken har i tidernes løb, senest 2003, gennemgået flere istandsættelser og ombygninger. Interiøret bærer præg heraf i sine forskellige elementer. Den største nyere, totale restaurering fandt sted i begyndelsen af 1970’erne.